Pixels og enkelhed i byrummet
Digitale outdoor reklamer vinder frem, og der bliver flere og flere muligheder for at vise levende og lysende billeder i byrummet. Men det er et nyt medie, der stiller nye krav.
Det handler ikke blot om at tænke reklamefilm – vi skal trække på erfaringer fra flere medier. For eksempel outdoor, webbannere og instore videoer. De digitale outdoors har grænseflader til alle disse medier, og hos Clockwork har vi gjort vores erfaringer med dem alle.
Outdoors og enkelhed
For det første taler vi om et outdoor medie. Og her er de tre grundregler: Enkelhed, enkelhed og enkelhed. Kører man forbi en plakat, så er der ikke mange splitsekunder til at aflæse et budskab.
Enkelheden skal dog samtidig gradbøjes efter mediet. Der er meget stor forskel på en billboard og en abribus ved en busholdeplads. På den sidste har man ofte mulighed for at læse selv længere budskaber, mens man venter på bussen.
Som hovedregel skal budskabet dog afleveres så enkelt og rent som muligt. Også enklere end et webbanner, der ofte kan bære flere budskaber samtidig.
Læsesituationen her er en anden end på webbanneret: Man bevæger sig normalt ikke i byrummet for at modtage information, sådan som man gør på en computerskærm. Og der kan være mange bevægelige indtryk omkring reklameskærmen, der også tiltrækker øjnene.
Forskellige formater – ligesom webbannere
På tv og på YouTube kender vi vores formater. 16:9 er i dag normen på tv, selv om det ikke nødvendigvis gælder i al evighed.
Skærmene i byrummet kan have de sjoveste formater, som vi skal tilpasse os – ligesom med webbannere. Det kan endda være, at vi i samme kampagne skal bruge meget forskellige formater, brede og høje. Det stiller krav til fleksibilitet i idé og grafik.
Film uden lyd – ligesom instore
Enhver der arbejder med film ved, hvor meget lyd og musik kan gøre for stemning og sammenhæng i levende billeder. I det offentlige rum er vi som regel nødt til at arbejde uden lyd.
Vi kan altså ikke slippe afsted med at lime flagrende billeder sammen med lyd. Det stiller igen krav til enkelhed og sammenhæng i billedfortællingen.
Samtidig er det ofte nødvendigt at tænke det skrevne ord med i billedflowet, enten som rene tekster, eller hen over billeder. Når vi ikke kan tale eller synge, må vi skrive.
Visse steder kan der dog være muligheder for at bruge retningsbestemt lyd, som kun kan høres, når man står et bestemt sted. For eksempel foran et vindue.
Filmens fascination
Levende billeder kan fascinere på et andet niveau end statisk grafik og skrevne ord. Ellers ville der ikke være grund til at have levende billeder på outdoor skærmene.
Det kan meget vel være, at sekvenser fra en tv-reklame kan bruges en outdoor skærm, og mange af skærmene kan sagtens bære filmsekvenser. Men det skal stadig gøres på outdoor mediets præmisser, og som vi allerede har nævnt: Det kan kræve større enkelhed og renhed – og det er uden lyd.
Tjek pixelstørrelser og skærmkvalitet
Skærmkvaliteten kan være ganske svingende fra medie til medie. Det fleste outdoor skærme er LED skærme, men der kan være stor forskel på densiteterne på LED lysene. Derfor er det vigtigt at tjekke specifikationerne på det enkelte medie. Hvor stor detaljegrad kan det enkelte medie bære?
Det gælder også de digitale skærme, der ikke er levende reklamer. Vi ser mange eksempler på, at traditionelle outdoors bliver digitaliseret, som de er, og det er ikke altid en god idé. På mange skærme er pixelstørrelsen så stor, at mindre tekster bliver ulæselige, og nuancerede baggrunde bliver ren flimmer.
Det er også væsentligt at tænke på, hvor stor betragtningsafstanden er. Skærme med lav opløsning kan godt se OK ud på lang afstand.
Det er iøvrigt ofte en god idé at bruge rene, farvede og gerne mørke baggrunde i grafikken. De står som regel bedre og klarere for øjet.
Tænk sammenhængende brand og produkthistorie
Selv om outdoor skærme er et medie med sine egne præmisser, så vil vi alligevel gerne slå et slag for et af Clockworks mantraer: Sammenhængskraft i kampagnerne.
Ethvert medie er en del af en helhed, når budskabet skal ud over rampen. Folk skal kunne se tv-reklamen, annoncen i Ugeavisen og skærmen i butikscentret – og stadig vide, at det er samme afsender, og samme grundhistorie der bliver fortalt.
Hvor mange ser så dit budskab, hvis du gør det rigtigt? Tjabum? Medierne vil sikkert præsentere dig for, hvor mange, der har mulighed for at se reklamen – Opportunity To See. Det kan være rigtig store tal. Men at OTS langt fra er det samme som faktiske påvirkninger, det er jo ikke noget nyt.
PS. Lige lidt juridisk spidsfindighed: Mange steder er der regler for, hvad der må vises ud til offentlige veje, når der bruges digitale outdoor skærme – af hensyn til trafiksikkerhed.