Hamburg Airport kategorivinder ved Summit Marketing Effectiveness Award
Summit Marketing Effectiveness Award er netop uddelt og kampagne for Hamburg Airport blev kategorivinder. Clockworks femårige kampagne for Hamburg Airport har været effektiv – også sammenlignet med effektive kampagner fra hele verden. Det har Summit Marketing Effectiveness Award belønnet med en Best of Category Award i Integrated Consumer Campaign.
Kampagnen for Hamburg Airport må dog dele værdigheden som kategorivinder i Integrated Campaign med en canadisk kampagne for byen Victoria i British Columbia – “Victoria Delivers”.
Til gengæld blev der ialt kun udvalgt 6 kategorivindere blandt samtlige mere end 1200 entries i alle kategorier. Med andre ord: Kampagnen for Hamburg Airport blev bedømt som én af de 6 bedste kampagner blandt mere end 1200.
Det var fem års arbejde, der blev belønnet – fra 2012 til 2016. Målet med kampagnen var at få flere danskere til at rejse ud i verden via Hamburg Airport, og det gjorde vi ved at positionere den som Syddanmarks internationale lufthavn. Budgettet var begrænset og regionalt, og de bærende medier var print – først branding og senere mere taktiske annoncer – webbannere, landing pages og PR.
Resultaterne var til at føle på. I 2011 rejste 160.000 danskere fra lufthavnen. I kampagnens første år, 2012 blev det løftet til 200.000, og derfra var tallene 220.200 i 2013, 250.000 i 2014 og 280.000 i både 2015 og 2016. Det sidste år blev stigningen begrænset af blandt andet grænsekontrol.
Kun 9 % blev belønnet
I Summit Marketing Effectiveness Awards bliver de indsendte arbejder bedømt på den præmis, at målet med marketing kommunikation er at ændre, påvirke eller forstærke målgruppens kendskab, holdninger og opfattelser.
I juryarbejdet gives fra 1 til 25 points for idé og kreativ styrke, 1 til 25 points for evnen til at skabe et ønske eller behov, 1 til 25 points for arbejdets evne til at bringe målgruppen tættere på handling gennem strategi og kreativ eksekvering, og 1 til 25 points evnen til at ændre, påvirke eller forstærke målgruppens kendskab, holdninger og opfattelser.
1267 arbejder fra 13 lande deltog i år, og af dem fik blot 9 % anerkendelse med sølv – svarende til shortliste. Ud fra sølvvinderne blev platinvindere udvalgt, og til sidst toppen af poppen: Kategorivindere.
Vi er ikke et reklamebureau der er sat i verden for at vinde kreative præmier
Vores arbejde er til eksamen hver dag, ude i markedet og hos målgrupperne. Alligevel sætter vi pris på at få vores arbejde bedømt af dygtige kolleger og eksperter. Men det er ikke en målsætning for Clockwork Reklamebureau at vinde kreative priser. Vi arbejder hver dag ihærdigt for at skabe resultater vores kunder. Men awards kan være et skulderklap og målepunkt for den kreative kvalitet, der skaber effektivitet. Derfor er vi selvfølgelig også stolte af vores præmiehylde på reklamebureauet i Odense, med awards for både kreativitet og marketing effektivitet. Awards belønner reklamens kreativitet og effektivitet og er ikke bare til pynt. Se vores præmiehylde med internationale awards.